• Trump varsler ny og stor told. Det ventes at få konsekvenser for de globale markeder

    Source: BDK Finans / 09 Jul 2025 10:29:13   America/Los_Angeles

    Donald Trump har igen fundet sin toldsabel frem. Denne gang vil den amerikanske præsident indføre en told på 50 procent på kobber, fortalte han tirsdag på et regeringsmøde. Udmeldingen har fået kobbermarkedet til at koge, og tirsdag aften steg den amerikanske kontrakt for kobberfutures på Comex-børsen i New York med 17 procent, hvilket er en rekordhøj stigning på en dag. Det skriver flere internationale medier, herunder Reuters, The Wall Street Journal og Bloomberg. Tolden ventes at medføre massive bølger i forsyningskæderne på de globale markeder. Den kan medføre højere omkostninger på tværs af den amerikanske økonomi – der i forvejen er ramt af Trumps toldkrig – på grund af de utallige industrier, der er afhængige af kobber. Det røde metal er afgørende i produktionen af alt fra elbiler og militært udstyr til halvledere og en bred vifte af forbrugsvarer. Samtidig truer Donald Trump også med at indføre en told på 200 procent på medicinalvarer. Den præcise sats vil lægges fast snart, men indførslen af denne kan blive udsat med op til halvandet år. »Vi giver folk omkring et år, halvandet år, til at komme ind, og derefter vil de blive pålagt told. Hvis de skal bringe lægemidlerne ind i landet, medicin og andre ting, vil tolden være omkring 200 procent,« sagde han under regeringsmødet. De danske medicinalgiganters aktier falder onsdag en smule oven på den nyhed. Klokken 15 er Novo Nordisk-aktien faldet med to procent, Lundbeck med fire procent, Zealand Pharma med lidt over tre procent og Bavarian med knap en halv procent. Rekordstore mængder sendes til USA, inden hammeren falder Sent mandag kom der to andre nyheder i Trumps toldkrig. For det første sendte præsidenten breve til 14 lande – herunder Japan og Sydkorea – om, at han fra 1. august vil indføre mellem 25 og 40 procent told på importerede varer fra de pågældende lande. Derudover underskrev Trump et dekret, der udsætter deadlinen for, hvornår højere toldsatser mod en række lande træder i kraft. Deadlinen, som oprindelig var onsdag i denne uge, er nu udskudt til 1. august, og den gælder efter alt at dømme også EU. Den nye told på import af kobber ventes at træde i kraft omkring 1. august ifølge The Wall Street Journal. Den vil også gælde kobberkoncentrater, kobberlegeringer, skrotkobber og afledte produkter af kobber. Formålet er at genopbygge den amerikanske produktion af metallet, og Det Hvide Hus fremstiller især de nye toldsatser som et redskab til at modvirke Kinas dominans på det globale marked. USA producerer dog i forvejen meget kobber selv. Samlet drejer dette sig om lidt over halvdelen af ​​det raffinerede kobber, som landet forbruger hvert år. Mere end to tredjedele udvindes i Arizona, mens der årligt importeres omkring en million ton. Chile, Canada og Peru står for mere end 90 procent af denne import af ​​raffineret kobber ifølge Yahoo Finance. De seneste måneder er der blevet sendt rekordstore mængder kobber til USA for at komme implementeringen af den nye told i forkøbet. De nye stigninger i priserne på Comex-børsen vil ifølge Bloomberg kun sætte yderligere skub i dette. https://www.berlingske.dk/oekonomi/trump-varsler-ny-og-stor-told-det-ventes-at-faa-konsekvenser-for-de
Share on,